Knud Sørensen

Hostrup hovedgaard - Limfjordforfattere - Knud SørensenLiv og forfatterskab

Knud Sørensen er en dansk forfatter. Han er født i 1928 i Hjørring som søn af en jernbanedirektør, student fra Hjørring Gymnasium 1946.

Landinspektøreksamen fra Den kgl. Veterinær- og Landbohøjskole 1952. Praktiserede på Mors fra 1958 til først i 1980’erne. Fra da af fuldtids forfatter og foredragsholder. Deltaget i samfundsdebatten, bl.a. med debatbøger. Administrator for Forfatterforlaget Attika 1973-79, lyrikanmelder ved dagbladet Aktuelt 1973-83, TV-anmelder ved Jyllands-Posten 1988-92, columnist ved Fyens Stiftstidende og Århus Stiftstidende 1992-98. Medlem af Nykøbing Mors byråd 1962-66, formand for forfatterforeningens lyrikergruppe 1978-80, i bestyrelsen for Dansk Forfatterforening 1982-88. Medlem af repræsentantskabet for Statens Kunstfond 1983-85 og igen fra 1995 og af diverse fonds- og legatbestyrelser. Formand for Limfjordsegnens Litteratur Samvirke. I bestyrelsen for “Folkeligt institut for udkantsforhold.

Debuterede i tidsskriftet Hvedekorn i 1952, første bogudgivelse 1961. Han har boet på Mors siden 1958 og bor der stadig i dag og får sin inspiration fra oplevelser på Mors. Forfatterskabet omfatter både lyrik, prosa, biografier og hørespil. Temaet er den danske provins efter 2. verdenskrig. Han skildrer omlægninger i landbruget, nedlæggelsen af gårde og de vanskelige forhold for de tilbageværende. Oftest er beretningerne stilfærdige og begivenhederne taler for sig selv.

For romanen En tid modtog Knud Sørensen kritikerprisen og Weekendavisens litteraturpris i 1997.

Udvalgte værker

  • Bondeslutspil (1980/85)
  • Marginaljord (1987)
  • En tid (1997)
  • En befrielse (1999)
  • Digterne omkring Limfjorden (2002)
  • Kun slutningen mangler (2008) – erindringer