Hans Kirk

Hostrup hovedgaard - Limfjordforfattere - Hans KirkLiv og forfatterskab

Hans Rudolf Kirk (11. januar 1898 – 16. juni 1962) var en dansk forfatter.

Kirk var lægesøn fra Hadsund og tilbragte som barn sine ferier hos faderens fattige, indremissionske fiskerfamilie i Harboøre og moderens grundtvigske storbondefamilie i Thy. Spændingen mellem disse to miljøer belystes i debutromanen Fiskerne fra 1928, som blev godt modtaget af kritikken. Forinden var han i 1923 blevet cand. jur., men han helligede sig forfattergerningen.

Helt fra gymnasietiden i Sorø var han marxistisk inspireret, og det præger hele forfatterskabet. Fiskerne blev fulgt op med Daglejerne og De ny Tider, som skildrer overgangen fra bonde- til industrisamfund og husmændenes og daglejernes nye tilværelse som organiserede lønarbejdere. Hans Kirk tilsluttede sig Danmarks Kommunistiske Parti i 1931 og blev i 1941 arresteret af dansk politi og indsat i Horserødlejren. Herfra lykkedes det ham at flygte i 1943, og han undgik således deportation til tysk koncentrationslejr.

Efter krigen var Kirk medarbejder ved det kommunistiske dagblad Land og Folk, men skrev dog stadig bøger. I 1950 udkom Vredens Søn, hvor han betragter Jesu liv i datidens sociale og politiske lys, men samtidig kan romanen ses som en parallel til besættelsestiden i Danmark, hvor Kirk hudfletter både tyskerne og de danske politikere og myndigheder.

I 1953 kom erindringsromanen Skyggespil.

Blandt Kirks priser kan nævnes Det anckerske Legat (1945) og Herman Bangs Mindelegat (1960).

Begravet på Ordrup Kirkegård.

Udvalgte værker

  • Fiskerne (1928)
  • Daglejerne (1936)
  • De ny tider (1939)
  • Vredens søn (1950)
  • Skyggespil (1953)