Marie Bregendahl

Hostrup hovedgaard - Limfjordforfattere - Marie BregendahlLiv og forfatterskab

Marie Bregendahl (6. november 1867 – 22. juli 1940) var en dansk forfatterinde, der blev kendt for en roman samt ikke mindst en række noveller, der på realistisk og lavmælt vis skildrer bondelivet i hjemstavnen Salling. Marie Bregendahl blev født i Fly Sogn ved Skive, og da hendes mor i 1879 døde i barselsseng, måtte Marie påtage sig ansvaret for sine søskende og for hjemmet – en stor opgave for en 12-årig pige. I 1886-87 var hun forlovet med en ung bondesøn fra egnen, som det var almindeligt på den tid. Imidlertid tog hun senere på højskole i Vrigsted, først som medhjælper og siden hen som elev, og her mødte hun Jeppe Aakjær og blev forelsket i ham. Dette betød, at hun brød forlovelsen med bondesønnen og tog til København for at være i nærheden af Aakjær, og her tog hun arbejde som tjenestepige. Nogle år senere fik hun økonomisk hjælp fra sin far til at oprette et pensionat i Nørregade, København, Det jyske Pensionat i 1892.

Hun var gift med Jeppe Aakjær i perioden 1893-1900, og de blev forældre til den senere rigsantikvar Svend Aakjær, der flyttede med moderen efter skilsmissen. Samme år, som hun blev skilt, lukkede også pensionatet, og hun levede i de følgende år som husholderske hos sin bror Kresten, der havde et mejeri på Nørrebro. Hun erhvervede sig derudover ved korrekturlæsning.

Hun forblev boende i København i resten af sit liv, hvorfra hun skrev om sin hjemstavn. Navnet Bregendahl tog hun i 1923 efter sin far.

Marie Bregendahl begyndte så småt at skrive under ægteskabet med Jeppe Aakjær, og hun fik udgivet novellen Da Katten løb med Frikadellerne (1899). Efter denne og yderligere et par novelleudgivelser rejste hun et par ture til Norge og Sverige i årene 1901 og 1902.

Hendes debutroman Hendrik i Bakken udkom i 1904, hvor hovedpersonen tager tydelig udgangspunkt i hendes far. Hun fik sit litterære gennembrud med den lille selvbiografiske roman En Dødsnat (En moder dør i barselsseng, set og fortalt fra børnenes vinkel) i 1912. Hun skrev en række noveller med fællestitlen Billeder af Sødalsfolkenes liv i perioden 1914-23 (udgivet samlet under titlen Sødalsfolkene i 1935). Hun udgav herefter en række novellesamlinger samt et par romaner. I 1937 udkommer tilmed hendes eneste digtsamling Filtret Høst.

Efter hendes død i 1940 er et romanfragment fundet, der er en delvis selvbiografisk roman.

Hædersbevisninger: 1918: Finansloven; 1927: Tagea Brandts Rejselegat; 1937: Selskabet for de skiønne og nyttige Videnskabers Pris

Udvalgte værker

  • Hendrik i Bakken (roman, 1904)
  • En dødsnat (roman, 1912)
  • I de lyse nætter (noveller, 1920)
  • I håbets skær (noveller 1924)
  • Thora (noveller, 1926)
  • Med åbne sind (noveller, 1926)
  • Den blinde rytter (noveller, 1927)
  • Når jul er nær (noveller, 1927)
  • Holger Hauge og hans hustru (roman, 1934-35)
  • Sødalsfolkene (noveller, 1935)
  • Møllen og andre fortællinger (noveller, 1936)
  • Filtret høst (digtsamling, 1937)
  • Birgitte Borg (romanfragment, 1941)