Thit Jensen
Maria Kirstine Dorothea Jensen (Thit Jensen) blev født i Farsø i Himmerland som fjerde barn ud af en søskendeflok på elleve. Faderen var distriktsdyrlæge. Moderen var en klog og viljestærk kvinde, som turde stå ved sine meninger. Hun og Thit Jensen stod hinanden meget nær gennem hele livet. I familien blev der lagt stor vægt på uddannelse. En af brødrene var den senere så berømte forfatter Johannes V. Jensen. Også flere af de andre børn havde kunstneriske talenter. Thit Jensen startede som privatlærerinde, senere blev hun selskabsdame og husbestyrerinde. Hun endte som forfatterinde og foredragsholder. Thit Jensens debutroman "To søstre" udkom i 1903. I de følgende år udgav hun løbende romaner, noveller, skuespil, artikler, polemikker ("angrebs artikler") og holdt foredrag. I 1912 giftede Thit Jensen sig med den elleve år yngre portrætmaler Gustav Fenger. Pga. Thit Jensens blomstrende karriere og Gustav Fengers knap så succesfulde malerier gik ægteskabet i stykker efter 4 år. Thit Jensen havde fået sit kunstneriske gennembrud som forfatter. Hun var blevet valgt ind i forfatterforeningens bestyrelse og i 1917 var hun med til at stifte Københavns Husmoderforening. Årene 1920-30 helligede hun helt til foredragsvirksomhed. Hun ville have uddannelse og arbejde til kvinderne, men også kærlighed og moderskab i det traditionelle ægteskab. Hun adskilte bevidst seksualitet og forplantning. Hun anså kvindens seksualitet som ligeværdig med mandens, og gjorde frivilligt moderskab til en mærkesag. I 1924 var Thit Jensen med til at stifte Foreningen for Seksuel Oplysning.
I 1920 angreb Thit Jensen folkebibliotekerne for ikke at støtte skønlitterære forfattere, og hun foreslog indførelse af biblioteksafgiften (blev først indført i 1941), som skulle forhindre skønlitteraturen i at uddø.
I slutningen af 20'erne kulminerede foredragsvirksomheden, og Thit Jensen gik fra samtidsromaner til historiske romaner.
Thit Jensen var en personlighed. Hun kunne fange folks opmærksomhed, forarge og rykke folks tanker. Hun var overbevist spiritist. Hun troede på reinkarnation og interesserede sig for parapsykologi. Hun stod fast ved sine meninger og udbredte sine holdninger på trods af den store modstand, de mødte.
Udvalgte værker
- 1903 - To Søstre
- 1905 - Martyrium
- 1907 - Prins Nilaus af Danmark
- 1913 - Højeste Ret
- 1915 - Stærkere end Tro
- 1916 - Jydske Historier
- 1918 - Gerd - det tyvende Aarhundredes Kvinde
- 1919 - Den erotiske Hamster
- 1924 - Frivilligt Moderskab
- 1925 - Aphrodite fra Fuur: den moderne kvindes udviklingshistorie
- 1926 - Børnebegrænsning. Hvorfor - hvordan?
- 1929 - Storken
- 1931 - Jørgen Lykke: rigens sidste ridder
- 1934 - Nial den Vise
- 1936 - Stygge Krumpen
- 1940-53 - Romanserien: Valdemar Atterdag, Drotten, Rigets arving og Atter det skilte
- 1950 - Erindringerne: Hvorfra? Hvorhen?
- 1954 - Den sidste Valkyrie